Skrivebloggen….

Bliv testet for Hep C – en kampagne in spe for Leverforeningen Danmark

For nylig tilbragte jeg dagen i selskab med et af verdens store bluesikoner, Walter Trout, og hans hustru, Marie Trout, i et stærkt, hjerteskærende og inspirerende interview om at komme igennem svær leversygdom og transplantation som en stærkere familie og med nye prioriteringer i livet. 

Interviewet skal foldes ud i tekst og en række SoMe film. Alt sammen med det formål at øge fokus på leversygdom og Hepatitis C samt – forhåbentlig – løse op for den stigmatisering, der desværre fortsat er omkring leversygdom i Danmark.

Et interview ikke er altid bare lige….

Jeg laver rigtig mange interviews i løbet af et år. Til artikler i aviser, magasiner og som cases for virksomheder, der har brug for at få et øje udefra, som kan fange essensen af et produkt eller en ydelse. Som journalist må man altid veksle mellem to fundamentalt modsatte måder at være tilstede under et interview: Lyttende og åben uden at være forudindtaget, men samtidig velforberedt og fokuseret. Som regel er balancen relativ uproblematisk og mængden af uforudsigelighed matcher fint den styring, der er nødt til at være for at holde fokus på det specifikke emne. 

Alt går sjældent som forventet i et interview, bevares. Men det meste gør … – Og så er der bare det ene interview, der springe alle rammer for journalistisk magelighed og rutinemæssig rygsvømning. 

Forleden fik jeg til opgave at tegne et portræt af et ungt par med Down-syndrom. Han: Verbalt abrupt og vanskelig at forstå. Hun: En sand drømmer med poesi i hjertet og forkærlighed for eventyr. Jeg var velforberedt, og alligevel endte interviewet et helt andet sted, end jeg havde forventet. Ikke ringere. Bare markant anderledes.  

Var det let at interviewe et par, der i den grad ikke lod sig begrænse af en spørgende interviewer? Ikke specielt. For en flue på væggen har interviewet givetvis været et eksempel på hundesvømning i alle retninger for at lede efter den pind, der kunne udgøre et mønster. 

Men det var interessant og i den grad en øvelse i at smide redningskransen og slappe af selv på det dybeste vand… Når spørgsmålet A besvares med en verbal violinkoncert i mikroformat, så er der nemlig ingen hjælp at hente i forberedelsen. Så er arbejdet alene overladt til intuition.

– Tak til Sidsel og Christian for at berige min dag og minde mig om, at alt kan ske! Altid!

 

Når den politiske påvirkning sker gennem medierne…

Som freelanceskribent løber jeg fra tid til anden ind i problemstillinger, der virker åbenlyst urimelige. Det er altid en afvejning, hvornår man kan være bekendt at yde en frivillig håndsrækning uden at undergrave branchen, og hvornår man helt enkelt ikke kan være andet bekendt.  

Jeg mødte i foråret første gang medlemmer af Foreningen Politiveteranerne i arbejdsmæssig sammenhæng. – Tidligere politibetjente med det tilfælles, at de har pådraget sig diagnosen PTSD som konsekvens af utallige belastninger under tjeneste. Som har ydet en indsats, der har tæret massivt på helbred og livskvalitet – og som alligevel ingen hjælp får fra Staten. 

I fællesskab fik vi blæst deres budskab ud i det offentlige rum. Først i Weekendavisen og få dage herefter i Information. Og hermed fik vi – forhåbentlig – sparket en smule til den politiske debat.